Gå til indhold

Praktikophold

Som praktikant på ambassaden i Beograd vil du gennem et halvt år få mulighed for at afprøve dine færdigheder på en spændende og levende arbejdsplads, hvor du indgår i et lille og fleksibelt team. Derudover får du et indgående kendskab til regionen.

Praktikophold - 2023/2024

Ambassaden søger nye praktikanter for perioden 1. august 2023 – 31. januar 2024. Ansøgningsfristen er d. 22. februar 2023. 

Arbejdsopgaver

Ambassadens to praktikanter indgår aktivt i ambassadens arbejde, som bl.a. vedrører politiske og økonomiske spørgsmål i forholdet mellem Danmark og Serbien, Bosnien-Hercegovina, Montenegro og Nordmakedonien.

Praktikanterne får mulighed for at opleve dansk udenrigspolitik på tæt hold. Opgaverne inden for det politiske område omfatter bl.a.:

·         bidrag til ambassadens indberetninger om politiske forhold i Serbien, Montenegro, Nordmakedonien og Bosnien-Hercegovina.

·         deltagelse i møder, briefinger, konferencer mv.

·         løbende medieovervågning i de fire lande.

Foruden det politiske arbejde vil praktikanterne bidrage til ambassadens tilstedeværelse på sociale medier, samt assistere ambassaden med løsning af opgaver for danske virksomheder, der ønsker at komme ind på markederne i Vestbalkan. Endelig vil praktikanterne bistå ambassadens medarbejdere i forbindelse med Public Diplomacy-aktiviteter, hvor vi profilerer og brander Danmark i regionen.

Praktikanterne vil blive inddraget i en stor del af ambassadens daglige arbejde og vil også indgå i mindre teams, hvor der i høj grad vil være mulighed for at sætte sit eget præg på opgaverne – alt afhængig af interesser og evner. Vi lægger vægt på, at praktikanterne undervejs i forløbet løbende modtager konstruktiv feedback og sparring.

Serbien og Beograd

Serbien har en rig kultur og en fantastisk natur. Med sine ca. to mio. indbyggere er der hele året rundt masser af kulturelle begivenheder i Beograd, og i alle gader summer det af liv på de mange cafeer, restauranter og barer. Indbyggerne i Beograd elsker at gå ud. Der er gode muligheder for at etablere et internationalt socialt netværk, blandt andet med praktikanter fra andre ambassader i byen.

Hvem kan søge?

Du skal være i gang med en samfundsvidenskabelig eller anden relevant uddannelse på kandidatniveau. Du skal endvidere være dansk statsborger eller have en længerevarende fast tilknytning til Danmark. Gode skriftlige kompetencer på dansk og engelsk forudsættes. Kendskab til regionen, sproget og sociale medier er en fordel, men ikke et krav.

Praktiske oplysninger

Vi har ledige praktikstillinger fra 1. august 2023 til 31. januar 2024. Vi tilbyder ikke løn, men kan refundere udgifter til bolig mv. på op til 2.500 DKK om måneden. Ambassaden udfærdiger gerne et brev til bekræftelse af praktikaftalen til brug ved legatansøgning.

Ansøgning, karakterudskrift, CV og eventuelle udtalelser sendes i én samlet PDF-fil til [email protected]. Skriv venligst “Praktikantansøgning” i emnefeltet.

Deadline for ansøgninger til efteråret 2023 er onsdag den 22. februar 2023.

Hvis du har yderligere spørgsmål, kan du henvende dig til souschef Frederik Damgaard Jensen ([email protected]) eller til de nuværende praktikanter Andreas Bavngaard Bak ([email protected]) og Sanja Loncarevic ([email protected]).