Gå til indhold

Ofte stillede spørgsmål om konsulær bistand

Herunder kan du finde svarene til en række ofte stillede spørgsmål om ambassadens konsulære sagsbehandling.

Er der nogle særlige forhold, jeg skal være opmærksom på, når jeg ankommer til Serbien, Montenegro, Bosnien-Hercegovina eller Nordmakedonien?

Dit opholdssted skal registreres hos de lokale myndigheder inden for 24 timer efter ankomst. Hvis du bor på hotel eller vandrehjem, foregår dette automatisk, og du behøver ikke foretage dig noget særligt i denne forbindelse. Bor du privat, skal du indenfor 24 timer møde op på den lokale politistation med ledsagelse af ejeren af den bolig, du bor i under opholdet. Jf. længere nedere gælder særlige visumregler for indrejse i Serbien med EU-nødpas. Du kan finde flere praktiske råd om rejser i Serbien, Montenegro, Bosnien-Hercegovina og Nordmakedonien her.

Skal danskere have visum for at rejse ind i Serbien, Montenegro, Bosnien-Hercegovina eller Nordmakedonien?

Nej. Danske statsborgere har ret til at opholde sig op til 90 dage i landene uden visum.
Indehavere af pas for udlændinge skal dog have visum for at rejse ind.

Skal jeg have visum, hvis jeg ønsker at blive i mere end 90 dage?

Ved længerevarende ophold eller ophold, der har beskæftigelse som hovedformål, er det nødvendigt at få udstedt et visum ved indrejse. For opdateret information henvises til det serbiske/bosniske udenrigsministeriums hjemmeside eller Serbiens/Bosnien-Hercegovinas ambassade i København. Kontaktoplysninger og relevante links findes her. Jf. længere nede gælder særlige visumregler for indrejse i Serbien med EU-nødpas.

Hvor længe skal mit pas være gyldigt?

Til og med den sidste dag af dit ophold.

Kan man rejse til Serbien, Montenegro, Bosnien-Hercegovina eller Nordmakedonien med et forlænget dansk pas?

Ja.

Kan man rejse til Serbien, Montenegro, Bosnien-Hercegovina eller Nordmakedonien med et provisorisk dansk pas eller et EU-nødpas?

Hvis du rejser med EU-nødpas, skal du være opmærksom på, at du skal have visum for at rejse ind i Serbien. Indrejse i Montenegro eller Bosnien-Hercegovina med EU-nødpas kræver ikke visum. Provisoriske pas anerkendes både ved indrejse til og udrejse fra Nordmakedonien, mens EU-nødpas anerkendes kun ved udrejse til hjemlandet.

For opdateret information henvises til det serbiske/bosniske udenrigsministeriums hjemmeside eller Serbiens/Bosnien-Hercegovinas ambassade i København (jf. kontaktoplysinger ovenfor).

Kan ambassaden udstede nye danske pas?

Nej, ambassaden kan ikke udstede nye pas. Efter aftale kan man møde personligt op på ambassaden, hvor vi kan modtage de relevante papirer og assistere med at ansøge om nyt pas hos de danske myndigheder. Bemærk at sagsbehandlingstiden er ca. 3 uger, og at der skal betales et gebyr på 125,- euro for denne service. Se flere oplysninger om udstedelse af pas her.

Kan ambassaden forlænge danske pas?

Ja, men kun hvis passet ikke tidligere er blevet forlænget. Passet kan forlænges 1 år. Bemærk at gebyret er det samme som ved udstedelse af et nyt dansk pas.

Øvrige oplysninger om ambassadens konsulære bistand kan findes her.

På Udenrigsministeriets hjemmesider, herunder ambassadernes, videregives oplysninger fra andre myndigheder, ligesom der gives råd og vejledning. Udenrigsministeriet kan imidlertid ikke drages til ansvar for eventuelle problemer uanset oplysningerne på hjemmesiderne.